Færre slædehunde i Grønland: »Nogle gange vil man ikke engang bruge en kugle på dem for at slå dem ihjel.«

Antallet af slædehunde i Grønland har været i fald siden 1998. Trods en bevågenhed på problemet og ny lovgivning er problemet er ikke løst, da der skal en større ændring til.

Antallet af slædehunde i Grønland har været i fald siden 1998. Trods en bevågenhed på problemet og ny lovgivning er problemet er ikke løst, da der skal en større ændring til.

Af Mathias Oleander og Markus Valentin Jakobsen

De grønlandske slædehunde har i mange år været i nedgang, og siden 1998 hvor der var flest er tallet i 2020 halveret. I 2016 blev der sammen med de andre arktiske lande nedsat en konference ved navn ‘Arctic Nomads.’ Her blev der udarbejdet 22 anbefalinger til, hvordan slædehundekulturen på tværs af Grønland, Canada, Rusland, og USA kan reddes. 

Men på trods af de mange anbefalinger, er der ikke sket nogle markante ændringer i antallet af grønlandske slædehunde.

Hundene har lav værdi

Ifølge seniordyrlæge ved Københavns universitet Emilie Andersen-Ranberg, som har været en del af Qimmeq-projektet, et dansk/grønlandske forsknings- og formidlingsprojekt, der fokuserer på den grønlandske slædehund, så skal der ske en større kulturel forandring i forhold til, hvilken værdi man tillægger hundene.

»De har en meget lav værdi. Nogle gange vil man ikke engang bruge en kugle på dem for at slå dem ihjel.«

Emilie Andersen-Ranberg forklarer, at selvom hunden har en høj kulturel værdi, så har den lav værdi for den enkelte ejer. Det skyldes, at hunden ses som et omkosteligt transportredskab, der kun er blevet dyrere og mere besværligt for den enkelte jæger.

Årsager til nedgang 

Ifølge Frank Sejersen, der er lektor på Københavns Universitets institut for Regionale og Tværkulturelle studier, er den grønlandske slædehund og slædekulturen enormt vigtig for grønlændernes identitet. Han peger på en lang række af forandringer, der har påvirket slædekulturen og mindsket slædehundenes værdi. 

Det Grønlandske Selvstyre, Naalakkersuisut, har indført en lov, der gør at hundene ikke længere må opholde sig i bygderne. Dermed kan der være en øget afstand på 2-3 kilometer, når ejerne skal passe dyrene.

»Tid er en enorm faktor. I det moderne samfund skal man møde på faste tidspunkter, og være væk fra hundene i lange perioder, hvor man ikke kan holde øje med dem.«

Frank Sejersen peger også på klimaforandringerne, som smelter isen og gør den mere usikker, samt det faktum at det er blevet enormt dyrt at fodre 20 slædehunde, der nu skal købes tørfoder til.

»Det fiskeaffald, fangerne førhen kunne få gratis ved fabrikkerne, bliver nu købt af kineserne. De skal handle i supermarkedet istedet.«

Slutteligt udtaler Frank Sejersen også, at den viden, det kræver at træne slædehunde og føre slæden, er blevet mere og mere specialiseret. Han forklare, at det førhen var ens far, som lærte fra sig, men at det ikke længere er sådan i dag.

Nyt eksporteventyr i onlinesalg

Selvom den grønlandske slædehund ikke har en høj værdi grundet øgede omkostninger for fangerne, mener Emilie Andersen-Ranberg, at der ligger et uudnyttet potentiale.

»Det der er ironisk er, at denne her hund har et enormt potentiale uden for Grønland.«

Den grønlandske slædehund er ifølge Emilie Andersen-Ranberg den mest oprindelige slædehund. Det gør den højt respekteret uden for grønland, særligt i andre lande med slædekultur. Herunder Canada, hvis egen oprindelige slædehunderace er uddød.

Men erfaringer viser, at det er svært at avle hundene uden for Grønland. I Wales er man under corona begyndt at sætte de walisiske fårehunde til salg online. De sælges til store dele af verden og kan have en værdi på op mod 70.000 kr. 

»Hvis grønlænderne får øjnene op på det eksportpotentiale, de sidder på, kan det være med til få de grønlandske hundeejere til at tillægge dem en større værdi,« mener Emilie Andersen-Ranberg.