Steen har betalt jernbanens pris
Halvdelen af lokomotivførerne ved DSB har været udsat for mindst én personpåkørsel i løbet af deres karriere. Steen har oplevet fire. De har sat sine spor.
Af Markus Valentin Jakobsen og Freja Enslev
Velkommen til branchen
1990
Steen sidder i førerrummet på et godstog, som han skal køre fra Kolding til Padborg. Han er 26 år gammel og kun tre måneder inde i jobbet som lokomotivfører. Han er ikke engang færdig med oplæringen. Ved siden af Steen står kørelæreren, Henning, og observerer. Men før de kan tage af sted, skal der hægtes en ekstra vogn på toget. Det er rangistens arbejde. Dét er titlen på den person, der har til opgave at klargøre- og sammenkoble tog og vogne.
Mellem togsporene går rangisten med hurtige skridt langs godstoget. Det kører langsomt nok til, at han lige kan nå at følge med.
En sele i brunt læder er viklet om rangistens overkrop; hans radio er fastgjort på den. Eller rettere – det burde den være. Rangisten har den i hånden i stedet. Radioen har forbindelse til Steens radio. Kommunikationen mellem dem er altafgørende, for de kan ikke se hinanden. Der er 600 meter fra rangisten ved togets bagende og op til førerrummet.
Steens radio bipper hvert andet sekund som kontroltone for at vise, at alt er fint. For hvert bip er der ét splitsekund, hvor han kan høre rangisten. Hvis tonen stopper, skal toget standses.
Rangisten kalder Steen over radioen. Toget skal bremse lidt. Så bakker det langsomt videre hen imod vognen.
Rangisten hører lyden af metal mod metal. Toget har ramt vognen. I samme øjeblik taber han sin radio. Den lander under toget midt på skinnerne. Han når ikke at hægte tog og vogn sammen.
Stødet fra det 2000 ton tunge tog skubber vognen i den forkerte retning. Ned mod hovedsporet, hvor den kan smadre ind i andre kørende tog fra begge sider.
Rangisten vil have fat i radioen for at forhindre den katastrofe, der venter på at ske. Han kan nemt bremse toget ved at regulere lufttrykket i to slanger på den bagerste vogn. Men det gør han ikke. I stedet kravler han ind under toget, der stadig triller langsomt.
Steen og Henning aner intet om den tabte radio.
Når rangisten taber radioen, bør den ligge vandret, så sikkerhedsmekanismen, der stopper bippene, aktiveres. På den måde vil Steen og Henning få at vide, at der er noget galt. Men radioen ligger lige akkurat ikke vandret.
Bip
.
Bip
.
Bip
.
Bi- AAARRGH!
Den trange luft i førerrummet gennembrydes af et desperat skrig. I ét splitsekund overdøver den hårrejsende lyd biptonen. Hvert bip akkompagneres nu af rangistens skrig, og efterfølges af et sekunds stilhed.
»Det er da helt tosset det dér,« siger Steen og hiver hårdt i bremsen. De har ingen telefon eller anden mulighed for kontakt til kollegerne inde i stationsbygningen. »Jeg henter hjælp. Løb derned!,« kommanderer Henning.
Steen flår døren i venstre side af førerrummet op og springer ned på banen. Han løber de 600 meter ned til togets bagende.
Rangisten sidder på jorden på sin flade røv. Han skriger. Et uendeligt forbandet skrig. Hans øjne fæstnet på én genstand. Steen følger hans blik. En hvid gummisko står sirligt oprejst lige ved siden af skinnen. Rangistens højre fod er stadig i den. Steen har kørt den af – lige over anklen.
»Han skal ikke se det dér,« tænker Steen. Så han sætter sig ned bag rangisten, og lægger sin hånd for hans øjne. Steen siger ikke noget, og rangisten skriger bare.
Der går fem minutter – måske et kvarter – før Steen kan se hjælpen oppe ved togets forende. Steen ved det faktisk ikke. Det føles i hvert fald som om, at han sidder der hele dagen.
Steen kan se, hvordan Henning, to hvidklædte Falck-folk og fem-seks rangister forsøger at rulle en båre henover de store, løse sten, der ligger mellem sporene. Det er helt håbløst. »Kom nu for helvede,« tænker Steen. Til sidst får Falck-folkene slået benene op på båren, så de kan bære den resten af vejen.
Da rangisten bliver båret væk, trækker Steen og Henning sig tilbage. De står der bare. Rangisten skriger stadig.
»Nu må de kraftedme snart se at blive færdige,« vrisser Henning. Der går halvanden times tid, før politiet frigiver toget. Så kører han og Steen toget mod Padborg som planlagt.
Toget kører ned gennem Sønderjylland. Henning fortæller meget på vejen. Om sine egne personpåkørsler, om statistik, og om hvor normalt det er. Han ved alt om det der. Henning konstaterer, at de ikke har brug for psykologhjælp, selvom DSB tilbyder det.
»Psykologer er jo for børn og kællinger,« forklarer han. Steen er slagtersøn, så han har set blod før. Men alligevel siger han ikke så meget.
Et par dage efter ulykken skal Steen på skole i Aarhus som led i uddannelsen. Han plejer at leje et sommerhus sammen med nogle medstuderende, når de skal på skole. De skal være deroppe i 14 dage, så det kan ikke betale sig at tage hjem.
Steen er irritabel og stresset deroppe. Uanset hvad vennerne siger til ham, så er det bare forkert. Og det får de at vide.
Det går ikke ubemærket hen. De synes, Steen er så træls, at de ikke vil have ham med i sommerhus fremover.
En af de andre kan godt mærke på Steen, at der er en grund til, han er presset. Steen fortæller ham om ulykken. Næste gang de skal op på skolen, forklarer vennen de andre, hvordan tingene hænger sammen. Steen får allernådigst lov til, at komme med i sommerhus. Og der ved han godt, at han bliver nødt til at tage sig sammen.
Et hus i grå beton
2021
For enden af en lille jordvej et sted på Sydfyn ligger et hus i grå beton. Forhaven er vild og tilvokset. En smal trappe af løse fliser fører op til hoveddøren.
Inde i stuen sidder Steen Hansen i en sort lædersofa. Indretningen er spartansk. Han er en lav, rund og skaldet mand. Der er et kækt glimt i hans øjne. Han er typen, som altid har en fræk vittighed eller sjov røverhistorie klar, når tingene bliver for alvorlige. Steen er ikke meget for at gå ind i sig selv og finde alt lortet frem – så skal han forholde sig til det. Det gider han ikke.
I fladskærms-tv’et kører DR-dokumentaren ‘Togulykken.’ Den handler om ulykken på Storebæltsbroen den 2. januar 2019. En alvorlig sikkerhedsbrist resulterede i, at en trailer fra et godstog kolliderede med et IC4-tog. Otte mennesker mistede livet.
Steen bliver helt hidsig, når han tænker på det. Der sker så mange meningsløse ting. Ansatte ved jernbanen, der glemmer sikkerheden. Det samme med passagererne.
Hidsigheden og frustrationen har fyldt meget gennem Steens 30 år som lokomotivfører. For meget.
53 procent af lokomotivførerne ved DSB har været udsat for mindst én personpåkørsel i løbet af deres ansættelsesperiode. Steen har oplevet fire.
På bordet med lorten
1992/1993
Steen kommer kørende på en lokal strækning. Fra førerrummet ser han en kvinde, der er i gang med at bakse sin cykel over spærrebommene. Han giver et ordentligt pift med togfløjten for at advare hende. Hun stopper op og kigger i retning af toget. Steen er sikker på, at hun har set ham. Så han bremser ikke.
I et splitsekund stjæler en travl byggeplads til venstre for toget hans opmærksomhed. Han retter igen blikket mod jernbaneoverskæringen. Kvinden med cyklen står nu på skinnerne med ryggen til toget. Steen hiver hårdt i bremsen. Men for sent.
Togets højre side skubber kvinden lidt frem, før det maser hende op imod det tykke metalhegn, der omkranser sporet. Hun dør på stedet. Der er så lidt afstand mellem tog og hegn, at dørene ikke kan åbnes ordentligt. Det er godt det samme. For Steen vil ikke ud af toget. Han ved godt, at der ikke er nogen grund til at kigge på det der. Det kan ikke betale sig.
Steen ringer til fjernstyringscentralen og fortæller, at der er sket en påkørsel. Der går ikke mere end tre minutter, før politiet og en ambulance ankommer.
Steen bliver hentet af påkørselsvagten – en kollega, der står klar i 24 timer af gangen i tilfælde af, der sker noget. Han sørger for, at Steen får taget en spiritusprøve, talt med Falck og politiet og for at få Steen sikkert ud af situationen.
Påkørselsvagten bestiller en taxa. De kører til Odense og går op på DSB’s personalestue. For Steen skal ikke være alene med frustrationen og skyldfølelsen.
I årene efter er Steen opmærksom. De to ulykker påvirker ham nemlig i det daglige arbejde. Hver gang han ser en situation, der potentielt kan udvikle sig fatalt, er han på dupperne. Det går både ud over kolleger og civile.
Han åbner tit vinduet i togets førerrum og råber ad folk, der ikke ser sig for. Hvis toget alligevel holder stille ved en station, rejser han sig fra sit bløde sorte sæde og løber ud for at give en opsang til de uopmærksomme. Og så står de lige pludselig i samme choksituation som Steen.
»Undskyld, undskyld – jeg så dig ikke,« kan de finde på at sige.
Og det er jo netop problemet. For hvad nu hvis Steen heller ikke havde set dem?
1994
Steen har det ikke, som han plejer. Det er bare svært at sætte en finger på, hvad det er, der får ham til at have det anderledes, når han tager toget ind på arbejdet. Han sidder med Lena i kantinen. De startede nogenlunde samtidigt i DSB, så hun kender Steen godt. Han fortæller Lena, hvordan han har det.
Hun mener også, at Steen har virket lidt presset på det seneste. Så presset, at hun foreslår ham at tage til psykolog. Men han er skeptisk. Han har jo fået at vide fra Henning, at det der psykolog-pjat kun er for kællinger. Han har fået tilbuddet før, men ingen har opfordret ham til at tage imod det – før nu. Det er nemlig ikke obligatorisk for lokomotivførere at gå til psykolog efter en personpåkørsel.
Da Steen kommer hjem, vender han det alligevel med sin kone. Hun synes, det er en god idé. Hun har ikke sagt det til Steen før, men han har faktisk virket lidt anderledes de sidste par år. Det er som om, hans stressniveau er højere end normalt. Han bider af alt og alle.
Steen har aldrig snakket om de alvorlige ting på arbejdet med sin kone. Han gør det heller ikke siden. For han ved godt, at så vil hun bryde helt sammen. Han kan ikke trække nogen form for forståelse eller støtte ud af hende – for han giver hende ikke muligheden. Hans trang til at beskytte hende er for stor til det.
Selvom Steen ikke er meget for det, beslutter han sig for at give psykologen en chance. De mange aften- og nattevagter har smadret hans døgnrytme, så klokken er over middag, før han ankommer med toget til Odense Banegård Center. Han går gennem Kongens Have for at komme ind til gågaden.
Psykologens klinik ligger i en lejlighed på 2. sal. En lille, rund dame med kort gråt hår møder ham i døråbningen. Hun præsenterer sig selv som Lis. Og så krammer hun ham.
De sætter sig ned overfor hinanden i hver deres brune sofa. Der dufter af kage, og Lis byder på en hjemmelavet vaniljekrans.
»Hvad pokker er det dog, de har gjort ved dig, min ven?« spørger Lis, mens hun kigger indgående på Steen.
Fra det øjeblik føler han sig tryg. Lis føles som en rar mormor, han kan betro sig til.
I rummet står der et stort vitrineskab i lyst træ. Det er proppet med bøger. Lis ved også mange ting – især om jernbanen. Hun er tilknyttet DSB. Alle lokomotivførere og andre ansatte, der har brug for det, bliver sendt videre til hende. Steen kan godt lide, at han ikke behøver at forklare alle de tekniske detaljer. Lis har styr på togenes mekanik. Derfor er det nemmere at fokusere på at tale om de svære ting.
For Steen er der ét spørgsmål, som fylder mest: Hvad nu hvis?
Det spørgsmål er udtryk for den altoverskyggende skyldfølelse, som Steen har.
Hvad nu hvis, han havde været to minutter forsinket? Hvad nu hvis, rangisten ikke havde tabt sin radio? Hvad nu hvis, han ikke havde kigget over på byggepladsen?
Så havde han måske ikke kørt rangistens fod af eller kørt kvinden med cyklen ned.
Lis bruger meget tid på at forklare Steen, at det hjælper at snakke om, når tingene går galt på arbejdet, eller når de er tæt på at gå galt. Jo mere han holder inde i sig selv, jo værre bliver det. Dét indser han. Så bare på bordet med lorten.
Han besøger Lis 10-12 gange. Ting tager tid.
Selvom det letter endelig at have fået et sprog for sine følelser, ved Steen godt, der er en chance for, det ikke er sidste gang, han har kørt et menneske ned. Nogle lokomotivførere har ikke nogen påkørsler – andre har fem.
Klippekortet
1997
Ding. Ding. Ding.
Et regionaltog mod Odense nærmer sig Pederstrup station. I førersædet sidder Steen. Lige inden stationen ligger der en flot lund. Han kigger på træerne, men ud af øjenkrogen ser han noget, der ikke bør ske. En 11-årig dreng i blå dynejakke løber over skinnerne. Med ét farer adrenalinen ud i kroppen på Steen. Han har i sin syvårige karriere været ude for to påkørsler, og han har ikke i sinde at tilføje en tredje til listen. Alt andet end det.
Han hiver i bremsen. Toget er tungt. Med 100 kilometer i timen, vil det kun tage 14 sekunder, før det når drengen. Afstanden er for kort, til at toget kan stoppe. Men jo flere sekunder, han kan give drengen, desto bedre. Drengen kommer sikkert over på den anden side af overgangen. Steen tager hånden fra bremsen. Adrenalinen pumper stadig i ham, men nu er faren undveget.
Ding. Ding. Ding.
Men så vender drengen sig rundt. Han løber tilbage ud på skinnerne og sætter sig ned på knæ. Der er ikke noget at gøre. Toget kan først standse ved stationen. Steen vil gerne kigge væk, så billederne af det uundgåelige ikke indprenter sig i hukommelsen. Men det kan han ikke. Han står op og holder bordpladen i et jerngreb. Alle hans muskler er spændte, og hans knoer er hvide.
»Gå væk. Gå væk. Gå væk. Gå væk. Gå væk!,« tænker Steen.
Til højre ved overgangen holder en blå kadet. En mand træder ud ad bilen. Han spæner hen til drengen.
DUNK…
.
.
.
Toget har ramt drengen. Steen er ikke tvivl.
På et splitsekund når han at tænke: Hvad skete der? Hvor slemt er det? Er han død? Der var kun én lyd, så han er ikke røget under toget. Hvad nu hvis…?
Da toget standser, flår Steen døren op. Han må vide, hvad der er sket.
Ude på perronen står manden fra kadetten med en blå dynejakke i hånden. »Hvor er han?,« spørger Steen. Manden løfter armen i retning af toget. »Han løb ind i toget,« fortæller han.
Steen farer ind af togvognens skydedøre. Han kigger febrilsk efter drengen.
Dér. Dér sidder han. På et klapsæde til venstre for døråbningen. Togrevisoren sidder allerede ved siden af ham. En halvskaldet mand i fyrrerne med overskæg.
Der løber blod ned fra det blå t-shirt ærme og langs drengens højre arm. Armen er helt slap. I den modsatte hånd knuger han et 10-turs klippekort. Han viser det til Steen, som om intet var hændt.
Så snart Steen får øje på blodet, kigger han hen på togrevisoren, der spørger: »Kan du ikke køre til Odense?« Det kan kun gå for langsomt.
Der er ikke tid til at tænke på passagerernes behov. De må bare følge med. Toget har nu kun én destination: Odense Sygehus.
Steen ringer til fjernstyringscentralen og fortæller om planen. Han vil ikke vente på, at en ambulance skal køre til Pederstrup og tilbage igen.
Han sætter atter farten op til 100 kilometer i timen. Fjernstyringscentralen har sørget for, at alle lyssignaler på ruten viser grønt. Der er fri passage.
Da toget ankommer på stationen ved Odense Sygehus, har fjernstyringscentralen
ringet 112, så der står ambulancefolk klar med en båre til drengen. Der bliver arrangeret togbusser, så passagererne kan komme hen til de stationer, Steen skippede på vej til sygehuset.
Efter at have kørt toget det sidste stykke ind til Odense Banegård, går Steen op på gruppelederens kontor.
Da de sætter sig ned, er Steen så rasende over dagens hændelser, at tårerne står ud af øjnene på ham. Det er første og sidste gang, han græder over noget på arbejdet.
Steen og gruppelederen bliver enige om, at han ikke behøver at tale med en krisepsykolog. Steen er inde i en bobbel af virkeligheden, hvor han tror, at han tænker klart og logisk. Han mener, at han er iskold og laver alt det rigtige.
Et par kopper kaffe og et stykke kage senere åbner Steen døren og går ned gennem personalestuen. »Æh, hva’ er der sket?,« pipper en kollega forsigtigt.
Steen gider ikke at svare. Han ved, at det alligevel kun er et spørgsmål om timer, før sladderen har spredt sig.
Selvom Steens krop stadig er i chok, så mærker han det ikke. Det er først efter, han er kommet hjem, at stillbillederne fra dagen blinker i hans hoved.
Steens største frygt har altid været at køre et barn ned. For børn er bare uvidende. De render rundt med hovedet under armen, som børn nu gør. Når det er uvidenhed, rammer det 10 gange hårdere, end når det er dumhed – som at trække en cykel over skinnerne, når der kommer et tog.
Den nat får Steen ikke meget søvn. Han kan ikke slippe “hvad nu hvis – tankerne.”
Han bliver arrig og frustreret. Hvorfor var det, at drengen ikke så toget noget før? Hvorfor satte han sig ned på knæ mellem skinnerne?
Om morgenen, da Steen får sin kaffe, ringer gruppelederen fra dagen før. Han spørger, om de skal tage ud og besøge drengen på sygehuset, for at se hvordan han har det.
I toget på vej hen til sygehuset fortæller Steen gruppelederen, hvor bange han er for, at drengen er kommet alvorligt til skade. Han nåede ikke at se andet end blodet, der løb ned ad drengens arm. Hvad nu, hvis han aldrig får sin førlighed igen?
Da de ankommer, møder de moren til drengen. Gruppelederen står for det meste af samtalen. Steen ved ikke rigtig, hvad fanden han skal spørge om.
Hun fortæller, at hendes søn er blevet opereret i skulderen. Nu ligger han og sover. Ellers har han det fint.
Hun forklarer, hvorfor drengen løb tilbage og satte sig på knæ mellem skinnerne: Han havde tabt sit 10-turs-klippekort. Det var ikke første gang, han havde mistet et klippekort. Sidste gang havde hans far givet ham et par på munden. Derfor turde han ikke miste det igen.
Efter besøget tager gruppelederen og Steen tilbage til kontoret. Hvor er det heldigt, at drengen har det godt, og at de regner med, at tingene vil gå i orden med hans arm. Forklaringen, på hvorfor drengen gjorde, som han gjorde, er en lettelse. Alligevel er det denne påkørsel, der kommer til at præge Steen mest.
Steen og gruppelederen beslutter sig for at købe nogle flasker vin, som de vil give til manden i den blå kadet, der trak drengen væk fra skinnerne. Men de finder ham aldrig.
Den røde forrude
1998
Luften er varm og fugtig, som det kun bliver i Danmark, når temperaturene overstiger 28 grader. Steen har fået til opgave at køre med lyntog til København.
For enden af en station, hvor toget har gennemkørsel, ser han en ung kvinde. Hun sidder på kanten af perronen ned til skinnerne, og dingler legende med sine ben.
»Hvad fanden er det for en idiot, der sidder der?,« tænker Steen.
Da toget er 100 meter fra kvinden, er der noget, der slår klik for ham. Hun ved godt, hvor farligt det er. Hun sidder der bevidst. Hun er selvmorder.
Selvom der kun går to sekunder, har Steen en fornemmelse af, at alting sker i slowmotion.
Han når ikke at gøre noget. Han kan kun sidde og se til, mens kvinden hopper ned mellem skinnerne, sætter sig på sine knæ, lægger hovedet tilbage og slår armene ud fra sig som et kors.
Med 180 kilometer i timen rammer togets kobling hende i brystet.
Steen ser rødt. Kun rødt. Hele vinduet er dækket til med blod. Da han får stoppet toget, ruller han gardinet ned. Men han kan stadig se bunden af den røde forrude.
»Der er ingen grund til at kigge på mere end allerhøjest nødvendigt,« tænker Steen.
Der går en time, før nogen får Steen ud af førerrummet. I den time sidder han alene med tankerne og stirrer ud på den lille sprække af rødt vindue. Airconditionen er stadig tændt. Hvis han slukker den, vil kabinen blive ulidelig at sidde i. Gennem luften, den hiver ind udefra, spreder der sig en sødlig lugt, der snart omsluger ham. Han er slagtersøn, så han kender lugten. Det er lugten af kogt kød.
Steens virkelighed består kun af det to kvadratmeter store førerrum. Men inde i hans hoved kører de to skæbnesvangre sekunder på repeat i slowmotion – igen og igen.
Da en politibetjent kommer ud til ham, kan han ikke høre, hvad betjenten siger. Så Steen åbner vinduet. Han forstår ikke, hvorfor betjenten ikke kommer tættere på ham og toget i stedet for at stå og råbe. Det er først bagefter, det går op for ham, at det ikke kun er forruden, der er rød.
Selvom påkørslen er tragisk, så påvirker den ikke Steen så meget, som han kunne have frygtet. Han kan huske, at Lis forklarede ham om selvmordere, da han var i psykologforløb. Hun fortalte, at selvmordere ser toget som et redskab. De har ikke noget imod den, der kører toget. Kvinden havde højst sandsynligt begået selvmord alligevel. Hvis Steen ikke havde kørt hende ned, havde en af hans kolleger gjort det i stedet. Det var uundgåeligt.
Personalestuen
2021
Det er jul. Steen sidder i sit grå betonhus på Sydfyn. Det er ikke meget, han bevæger sig uden for sin hule. Her føler han sig sikker. Hans far og tre brødre bor også lige i nærheden. Hvis han en sjælden gang tager turen til Odense eller Nyborg, så kører han om natten, når det er mørkt.
Steen fik aldrig konstateret PTSD. Alligevel er han overbevist om, at han enten har – eller har haft – PTSD. Tilbage i 90’erne, hvor Steen var i psykologforløb hos Lis, blev diagnosen ikke stillet i samme omfang, som den gør i dag. Det var heller ikke så normalt at gå til psykolog dengang.
Temperamentet kan stadig hurtigt blusse op ud af ingenting. Det slipper han nok aldrig af med. For eksempel hvis han kommer kørende i bil, og en eller anden kører op i røven på ham. Så giver han idioten fingeren i bakspejlet.
Der er to ting, som Steen ville have gjort om, hvis han kunne. For det første ville han have snakket med Lis allerede efter den første påkørsel. Der skulle ikke være gået fire-fem år inden da. For det andet ville han have åbnet op til nogen uden for togverdenen om påkørslerne. Det har været hårdt ikke at kunne snakke med vennerne om de ting, der har påvirket hans dagligdag i 30 år.
Til trods for at Steen er blevet lidt af en eneboer med årene, så elsker han at rejse. Særligt til Fjernøsten. Her føler han sig fri. Der er ingen, der dømmer ham, og han kan være anonym.
Der dufter af gløgg og æbleskiver fra personalekøkkenet på Odense Banegård Center. I dag stopper endnu en lokomotivfører, og hen over eftermiddagen er der arrangeret afskedsreception.
Steen bliver mødt af krammere fra kollegerne. De spørger »Hva’ så, dit gamle røvhul?,« for sådan plejer jargonen at være.
Det er et år siden, Steen gik på tidlig tjenestemandspension på grund af sine psykiske mén. Dengang var der ingen afskedsreception. Det havde corona-situationen sat en stopper for. Ud over de tætte kolleger, Steen skriver med i ny og næ, er der mange, han ikke har set, siden han stoppede.
For nogle dage siden fik han en sms fra en kollega, der skrev, at de havde siddet nogle stykker og talt om, at de savnede ham helt sindssygt. Ud over Steens varme smil og humor, så var han den eneste, der sagde sin mening uden at tænke på konsekvenserne. Nu er der blevet mere stille.
Efter de varme hilsner og et par hurtige jokes, sætter lokomotivførerne sig ved det store lyse træbord i personalestuen. Bordet har så mange kanter, at i hvert fald ti personer kan sidde og se hinanden i øjnene.
Selvom tonen er hård blandt kollegerne, synes Steen alligevel, at kulturen har ændret sig. Da han startede, talte de ikke højt om problemerne. Nu oplever han, at særligt den yngre generation af lokomotivførere er bedre til tale mere åbent med hinanden – og psykologerne. På den anden side synes han ikke, de nye er ligeså hårdføre som i gamle dage. De stopper nemlig hurtigere i jobbet.
Steen er også blevet bedre til at åbne mere op til kollegerne. Det at snakke med dem er tusind gange bedre end at snakke med nogen, der ikke har en skid forstand på jernbanen. De ved, hvad de taler om. Mange af dem har selv oplevet påkørsler.
Snakken og sladderen falder hurtigt på nye og gamle påkørsler, hvem der er stoppet, samt røverhistorier fra branchen. Efter er par historier kan stemningen godt blive alvorlig, da emnerne er tunge. Men alting til sin tid. Med ét bliver luften kløvet af en Karl Smart-kommentar. Bliver det for alvorligt, skal alle grine. Det er Steens regel.
