Kirkekrypten gemmer på historiske skatte, mens der kæmpes for overlevelse.

I krypten under Skt. Johannes kirke holder Trøjborg Historiegruppe til. Her mødes de frivillige og udreder bydelens spændende historie. De sidste år er flere af de frivillige blevet ramt af sygdom og er gået bort, så nu kæmper gruppen for deres fortsatte eksistens.

»Det største problem, det er at finde ud af, hvad man ikke skal sige. Der er mange sidehistorier man godt vil fyre af, men så er der ingen der kan følge med overhovedet.«

Byudviklingen skaber nye problemer

Corona-situationen hærger stadigvæk over Danmark. Det får dog ikke Trøjborg historiegruppe til at sidde stille. De er i fuld gang med alt fra byvandringer, oplæg og udstillinger.

Her tager de Trøjborgs borgere med ind i bydelens spændende fortid. Det gøres med historier om personlige intriger fra almindelige mennesker, om livet og dramaet under Anden verdenskrig og om det, som gør Trøjborg til den bydel, den er i dag.

Men selvom historiegruppen forsøger sit bedste på at holde sig aktiv og gå medbeboere i møde, så er medlemstallet faldene. Det skyldes bl.a. at flere af de aktive i gruppen er blevet ramt af alvorlig sygdom eller er gået bort.

Ser man på, hvem det er, som bor på Trøjborg i dag, så er det tydeligt, at bydelen har ændret sig.
Da Trøjborg blev til, var bydelen helt op til slutningen af 1900-tallet et arbejderkvarter.
I dag er der en overvægt af studerende blandt beboerne, som kun bliver boende i 4-5 år.

»Som den tidligere bankdirektør Jensen sagde, så er Trøjborg Danmarks største kollegie, men det er også en banegård,« siger formanden for Trøjborg Historiegruppe Carl Johan Hollands.

Det betyder, at der er færre af Trøjborgs beboere, som når at få et tilhørsforhold til bydelen.
Billede af Skt. Johannes Kirke og skolen ved Finsensgade, 1909

Historie er bestemt ikke kedeligt

I krypten under Skt. Johannes kirke mødes de frivillige to gange om måneden. Det er her, de har deres store arkiv om Trøjborg. Når gruppen mødes, gennemgår de artikler, aviser, bøger og billeder fra både før og nu, som kan være med til at skinne et lys på bydelens mangeårige historie.

»Der var en storstikker her i byen, som hed Grethe. Hun endte med at blive skyld i 50-60 anholdelser og 6-7 døde. Jeg har haft kendskab til hendes nevø, som sagde, at hvis han mødte hende, så ville han skyde hende!,« siger Carl Johan Hollands

Nogen synes måske, at historie er kedeligt, men hvis man bare for en kort stund taler med nogen fra historiegruppen, så er det tydeligt, at der er en stor passion og iver, som kommer frem, når de taler om historie.

Gruppens Kasserer Birgit Kristensen kan også nogle gange have svært ved at overbevise folk om det spændende ved hendes hobby.

»Det med at få folk til at interessere sig, og se at der er noget ved historien, som betyder noget for min hverdag, det kan godt være lidt svært, men det kommer, hvis man selv brænder for et eller andet.«

Vinterbadere blandt isflager ved Jomsborg.

Historie er et vigtigt arbejde at bevare

»Det er en opgave for alle, der er interesseret i historie, at få forklaret, også yngre mennesker, hvordan samfundet har set ud, og hvordan vi er en del af den udvikling der har været. Hvorfor er vi, som vi er nu? Det har indflydelse på din dagligdag. Uden fortid er der ikke nogen nutid,« siger Carl Johan Hollands

I det kommende oplæg, d. 17. november i Huset Trøjborg, kommer det til at handle om Risskov, men også om Jomsborg. Det er netop sidstnævnte, som sættes i fokus, da deres medlemstal er eksploderet i antallet af unge medlemmer gennem årene.

Lige nu er den yngste i historiegruppen 71 år, men gruppen leder efter nye medlemmer i alle aldre, og er åbne overfor nye kræfter, nye initiativer og nye idéer.

»Vi skal have nogle flere med, hvis gruppen skal overleve en tidshorisont på 2 år,« siger Carl Johan Hollands

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *